Når I har brug for engelsk og dansk undervisning
Når I har brug for Kunderne siger

Kunderne siger
I forbindelse med afslutningen af et undervisningforløb, får mine kunder et evalueringsskema, og her er et udpluk af deres tilbagemeldinger.

"Jeg synes undervisningsmåden var god, Helen tilpassede det vi lavede til mit niveau, men stadig så jeg blev udfordret. Og Helen er altid glad og imødekommende. Jeg har altid glædet mig til at komme til undervisning og har følt mig rigtig tryg og godt tilpas. Og er gået fra næsten ikke at kunne sige en sætning på engelsk til at kunne føre en samtale."
Trine, Hedehusene

"Meget dejligt lyttende og forstående underviser, og jeg har fået større selvtillid, ved nu at jeg godt kan"
Lone, Ølstykke

"Johannes er på 3 måneder blevet bedre til at stave, og som ekstra gevinst er hans selvtillid i skolen steget, så han nu tør skrive til gruppearbejde og fremlægge for klassen. Forløbet har givet det ryk hos Johannes, som vi håbede på. Da han tog på ferie med sin far, fik jeg den smukkeste sms med kun een fejl. Det var flot!" "
Linda, mor til Johannes, Roskilde

"Mine forventninger er blevet fuldt ud indfriet, Jeg føler jeg har fået rigtig meget ud af at komme en gang ugentlig såvel grammatisk som ordforrådsmæssigt. Det allervigtigste for mig er at jeg har fået lyst og mod på at tale engelsk."
Kristina, Roskilde

"Godt med meget dialog i undervisningen og at tage afsæt i personlige emner, så det har effekt af at være autentiske samtaler. Helen er rigtig god til at motivere, og give både ros og rettelser. Jeg er kommet godt igang og har fået lyst til selv at fortsætte."
Lisbeth, Roskilde

"Jeg er ikke længere usikker på at tale engelsk på mit arbejde. Det er virkelig dejligt."
Hanne, Køge

"Helens engagerede indsats med individuel danskundervisning af vores synshandicappede studerende i All Ears Academy har haft stor betydning for den enkeltes muligheder for indtræden på arbejdsmarkedet.
Med en anerkendende og empatisk tilgang til den enkelte og høj faglig kompetence har Helen formået på rekordtid at opkvalificere voksne mennesker, som pga. nedsat syn og for fleres vedkommende anden etnisk baggrund ikke tidligere har tilegnet sig de fornødne danskfærdigheder.
Vi giver Helen de bedste anbefalinger og sætter stor pris på samarbejdet."

Lise- Lotte Heindahl. Uddannelsesleder, All Ears Academy, Tåstrup.

"Vi er fire administrative medarbejdere fra Høje Tåstrup kommune, der i forbindelse med, at kontakten til fremmedsprogede familier er stigende, havde brug for at få pudset vores engelske af.
Helen har planlagt kurset efter vores ønsker og ud fra sin faglige erfaring vejledt os i, hvordan man bedst lærer at kommunikere på et andet sprog. Helen har været god til at finde materialer i form af bøger, kompendium med mange almennyttige oplysninger, øvelser og hjemmesider, der kan understøtte og træne sproget.
I en periode over tre og en halv måned er vi igen blevet fortrolige med sproget ved bl.a. at arbejde med tekster, har fået sat nogle grammatiske regler på plads samt øvet nogle af de situationer, vi kan komme ud for i vores job. Helen har været god til at gøre undervisningen afvekslende, og kurset har været udbytterigt og er foregået i en hyggelig atmosfære, hvor vi samtidig har fået brugt sproget flittigt.
Vi har været yderst tilfredse med kurset og har fået fjernet frygten for at skulle præstere på et andet sprog."
Lone, Mette, Randi, og Connie, Høje Tåstrup

"Da jeg startede hos Helen for fem måneder siden, var jeg bange for at sige noget på engelsk,og mit ordforråd var ikke særlig stort. Jeg mærkede med det samme, at Helen præcist vidste, hvordan hun skulle gribe det an. Med sin store erfaring og entusiasme har hun givet mig lysten og glæden ved at lære. Jeg havde ikke regnet med, at jeg ville blive glad for engelsk, det var bare noget, der skulle læres, men jeg er blevet hjulpet til at finde gnisten. Selvtilliden vokser, og jeg kan mærke resultater af undervisningen.

Helen fornemmer hurtigt niveauet og giver gode udfordringer uden at kravene er uoverskuelige. Hun er altid smilende og udviser respekt og empati for den enkelte. Undervisningen foregår roligt og koncentreret, og der er altid ros at hente. Jeg går altid derfra i godt humør! Helen har virkelig givet mig troen på, at jeg kan blive dygtig nok til at starte på min drømmeuddannelse, hvor en del af den er på engelsk".
Camilla, Ringsted.

"Helen Staffeldt - HS Undervisning - har i en længere årrække- først i Greve og senere i Roskilde - fungeret som ekstern underviser i engelsk på Social- og Sundhedsskolen. De studerende på skolen er voksne mennesker, kommende social- og sundheds-assistenter og -hjælpere, som undervises klasse-/gruppevis.
Helen har med stor fleksibilitet og imødekommenhed trådt til i ofte ugelange forløb, når der manglede en underviser blandt skolens faste medarbejdere. Såvel skolens ledelse som de studerende har altid været meget tilfredse med Helens arbejde både pga det høje faglige niveau såvel som hendes positive og altid venlige væsen. Helen har udvist en enestående evne til at tilpasse indholdet af undervisningen til netop SOSU- området, så det er blevet relevant, vedkommende og lærerigt, og så de studerendes kunnen i det engelske er blevet hævet væsentligt."

Majbritt Jane Vangslev, Uddannelsesleder, SOSU- Sjælland. Roskilde og Ringsted.

Når I har brug for Kunderne siger
HSundervisning v/ Helen Staffeldt Voxeværket, Københavnsvej 81 4000 Roskilde Tlf: 2084 2971 hs@hsundervisning.dk
Web design © BEware 2016